Matematik er bare så let

Matematik er bare så let, hvis mestring af Mange får forrang for mestring af matematik. Et barn har allerede sin egne Mange-mestring som 3årig ”Hvor gammel bliver du næste gang?”. Svaret kommer straks med 4 fingre løftet i vejret. Men der protesteres kraftigt, hvis man viser fire fingre samlet to og to: ”Det er ikke fire, det er 2 toere.” Så barnet kan skelne mellem eksistens og essens. Det ser, hvad der eksisterer i rum og tid, bundter med to i rum, optalt til to i tid. Et barns tal-sprog bygger på 2-dimensionale bundt-tal med enheder, som skolen kunne bygge videre på i stedet for at påtvinge barnet 1-dimensionale linje-tal uden enheder, der bygger på den grundantagelse, at 2 + 1 er 3 altid, og ikke kun hvis enhederne er ens. Dette til trods for at 2par + 1 er 5. Denne selvskabte og selvrefererende ’matema-tisme’ uden enheder er således altid er sand indenfor, men sjældent uden for skolen. Og ved at lade essensen kvæle eksistensen, kvæler matematismen også barnets eget tal-sprog og medfødte talsans. Hvorved skolen i stedet for almen tal-kyndighed skaber udbredt faglig eksklusion og tal-blindhed , der senere åbner op for skandaler inden for både det personlige og sociale liv. En skandale som forvandles til et mirakel ved at skolen bruger barnets eget tal-sprog.